23948sdkhjf

Børnetøj og -legetøjsvirksomhed taber over tre millioner på ét år - men det er ifølge direktøren helt efter planen

Det har ikke været en god forretning at sælge børnetøj og legetøj i det seneste år. 

I hvert fald ikke for virksomheden Kids Group, som står for Geppel's Legetøj og Outletland. 

- Selskabet har siden opstarten haft fokus på opkøb af konkursboer og restpartier, for at sælge unikke og kvalitetsbevidste varer til lave priser. Varerne sælges via detailsalg i fysiske butikker, hvor en stor del af disse har været butikker i form af pop-up. Der er endvidere i indeværende regnskabsår etableret faste butikslokationer, skriver ledelsen bag selskabet i årsberetningen. 

I seneste regnskabsperiode- fra 1. juli 2021 til 30. juni 2022 - præsenterede man et underskud på 2,78 millioner kroner. Det står i skarp kontrast til et overskud på 1,19 millioner kroner regnskabsåret forinden. 

Det viser regnskabstal fra CVR-registeret.

Udvikling som forventet

I front for bestyrelsen - som også tæller Løvens Hule-investor Jesper Buch - sidder administrerende direktør, Casper Blom, som senest har ladet Kids Group-virksomheden opkøbe af Reshopper

Og heri skal findes en stor del af grunden til den optimisme, han præsenterer, da RetailNews fanger ham på en mail til at kommentere på Kids Group-regnskabet. 

Han skriver i mailen til RetailNews blandt andet, at "udviklingen i selskaberne (omfatter også Reshopper, red.) er helt forventet". 

- Når man ligger i en dialog om sammenlægning mellem to virksomheder, så må vi bare være ærlige og sige at går det går udover driften, når man på begge sider er mindre teams, og samtidig skal bruge tid på ekstra papirarbejde. 

- Så man skal nok tage de gamle regnskaber med et gran salt, da vi jo er et helt nyt setup i dag og har derfor også en helt anden forventning til indeværende regnskab, som mere afspejler det nye efter sammenlægningen, forklarer han.

Svær tilpasning

Med henhold til de konkrete tal fra Kids Group-regnskabet begrunder Casper Blom de røde tal på bundlinjen med et svært marked at navigere på med særligt coronapandemien stadigt hængende over detailbranchen. 

- Det foregående regnskabsår har været ret specielt. Vores butikker blev kun kort lukket ned, men når man blandt andet sælger til gravide og der er skyhøje smittetal så har man ikke særlig mange besøgende. Indkøbsmønsteret har også ændret sig voldsomt i løbet af 21/22, så det har været om at tilpasse sig hele tiden. 

- For Kids Group-selskabet havde vi ligesom alle andre retailbutikker udfordringer på grund af Covid19 i 2021 og stigende inflationsniveau i starten af 2022, som det gamle regnskab jo afspejler. Derudover var der også andre aktiviteter indblandet i Kids Group-driften, som der ikke længere er i selskabet, skriver Casper Blom pr. mail.

Synergieffekt

Det føromtalte opkøb af Kids Group fra Reshopper har allerede medført flere konkrete tiltag, de to virksomheder og brands imellem. 

Man vil udnytte knowhow'en fra - på den ene side - de fysiske butikker i Kids Group-regi og - på den anden side - kendskabet til onlinehandel i Reshopper-regi. Og på den måde "smelter den cirkulære markedsplads, de fysiske retail-butikker, e-commerce og abonnement sammen i vores app", som Casper Blom beskriver det. 

- Vi er i fuld gang med at skabe en unik one-stop-butiksoplevelse med hjælp fra data og appen, der både gør det nemt at spare penge, minimere tøjspild og cirkulere varerne gang på gang. Netop samspillet mellem de fysiske butikker og den digitale markedsplads-app er med til at fremtidssikre, at vi kan levere det, brugerne efterspørger, uanset hvornår og hvor de befinder sig. 

- Hele det bagvedliggende teknologiske setup gør, at vi har massiv data på alt, så vi kan se hvad brugerne sælger og søger efter, og det betyder også at vi kan skarprette vores opkøb af restparti og konkursopkøb, da vi nøjagtig ved hvad efterspørgslen er, skriver Casper Blom. 

Han afslutter sin mail til RetailNews med at skrive, at han ikke anser det for usandsynligt, at de "i løbet af de kommende år" kan nå en omsætning på 100 millioner kroner. 

I det indeværende regnskabsår regner man med at nå 45 millioner kroner.   

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078